Danmarkshistoriens største opkøb af en virksomhed er en realitet. Carlsberg køber sammen med det hollandske bryggeri Heineken Storbritanniens største bryggeri, Scottish & Newcastle.
Ifølge en fondsbørsmeddelelse er prisen knap 78 milliarder kroner.
Dermed får Carlsberg fuld kontrol over guldægget, det russiske bryggeri, Baltic Beverages Holding (BBH), hvor det danske bryggeri i forvejen ejede halvdelen af aktierne.
Derudover ser Carlsberg frem til at udvide salget af øl på andre markeder, blandt andet i Vesteuropa. Derudover håber Carlsberg, at købet kan give adgang til de attraktive markeder i Kina og Vietnam. Bryggeriet forventer at spare nogle penge ved stordriftsfordele.
- Det er en handel, der virkelig betyder store forandringer for Carlsberg. Med ét har vi skabt verdens hurtigst voksende globale bryggeri. Vi har nu fuld kontrol over vores fremtid i Rusland og andre BBH-lande, og jeg er virkelig spændt på de nye muligheder, det vil give os, siger Carlsbergs koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen i fondsbørsmeddelelsen.