Der er lagt op til en vaskeægte NHL-invasion i svensk ishockey, efter at forbuddet mod korttidskontrakter er blevet kendt ulovligt.
Konkurrensverket - det svenske svar på Konkurrencestyrelsen - meddelte fredag, at man anser forbuddet for at være ulovligt, og at klubberne tilsammen skal betale en bod på 20 millioner kroner, hvis man fastholder det.
- Hockeyligaens beslutning kan sammenlignes med et kartel. Klubbernes fællesbeslutning om at boykotte visse spillere er ikke tilladt ifølge konkurrencereglerne, siger chefjurist Per Karlsson i en pressemeddelelse.
De svenske ishockeyklubber har længe vidst, at lønstriden mellem NHL-spillerne og klubberne kunne ende med en langvarig lockout.
Men for at forhindre, at klubberne bragte sig i økonomisk uføre, og at talenterne blev bænket, vedtog klubberne at sætte proppen i for kontrakter med lockoutede NHL-spillere.
Den beslutning er altså underkendt nu, og dermed er sluserne åbnet for de udlændinge, der vil spille i Sverige og tjene lidt mønt, mens de venter på, at konflikten ender.
Og det kan blive ganske mange i og med, at man i andre ligaer stadig har begrænsninger på, hvor mange udlændinge, klubberne må skrive kontrakt med.
Samme situation opstod i øvrigt i sæsonen 2004-05, hvor sæsonen endte med at blive aflyst.
Her vendte de fleste svenske stjerner hjem til Elitserien, der oplevede et stort tilskuer- og interesseboom, samtidig med at flere klubber dog også lavede store underskud på grund af de ekstra personaleudgifter.
Divisionsforeningen Hockeyligaen har endnu ikke taget stilling til, hvordan man skal reagere på Konkurrensverkets kendelse.
/ritzau/