Den 27-årige Marius Borg Høiby, som den norske kronprinsesse Mette Marit har fra et tidligere forhold før hun mødte kronprins Haakon, er blevet løsladt.
Han blev anholdt fredag aften i en hytte i det norske fjeld Skeikampen, hvor han var på jagttur med nogle venner.
Papprinsen blev taget med til stationen, hvor hans forsvarsadvokat dukkede op lørdag formiddag.
Politiet valgte at anholde Marius Borg Høiby på baggrund af oplysninger om, at han har overtrådt det polititilhold, han fik mod at kontakte sin ekskæreste, efter en voldsepisode i en lejlighed i Oslo den 4. august.
Marius Borg Høiby skulle have overtrådt tilholdet lørdag den 7. september ved at kontakte kvinden fra en telefon, han havde lånt af en ven.
Politiet mente en anholdelse var på sin plads, for at sikre, at han ikke overtræder tilholdet igen. Hans forsvarsadvokat, Øyvind Bratlien, mener at anholdelsen er helt ude af proportioner.
- I mine 17 år som forsvarer har jeg ikke oplevet eller hørt om en anholdelse på så tyndt et sagligt og juridisk grundlag, siger Øyvind Bratlien til VG.
Marius Borg Høiby blev løsladt lørdag eftermiddag.
Den norske kongefamilie har ikke kommenteret sagen.