Den norske storskytte Kristian Kjelling melder sig klar til åbningskampen ved EM mod danskerne i aften.
Nordmanden har i et par dage lidt af en maveinfektion, der har holdt ham væk fra træningen med det norske landshold. Men nu melder han sig klar.
- Jeg kommer til at spille. Nu føler jeg mig frisk igen, siger Kristian Kjelling ifølge Ritzau.
Kjelling blev isoleret fra holdkammeraterne på hotellet af frygt for, at smitten skulle sprede sig. Men han forventer nu, at han kan yde det maksimale til det vigtige opgør mod Danmark.
- Det skal nok gå godt. Jeg har fået det meget bedre. Det var nok bare noget, som kom og gik. Nu har jeg fået spist tre måltider, og jeg regner ikke med at få nogen problemer mod danskerne, siger Kristian Kjelling til Ritzau.
Kampen spilles klokken 19.15 i aften og vises direkte på TV 2.