Nordkorea langer torsdag kraftigt ud efter amerikanske planer om at opføre en ny radarbase i Japan.
Ifølge styret i Pyongyang vil det føre til et fornyet våbenkapløb, og Nordkorea ser ingen anden udvej end at udvikle mere kraftfulde atomvåben.
Under sit besøg i den japanske hovedstad, Tokyo, mandag sagde USA's forsvarsminister, Leon Panetta, at der var indgået en aftale om at opstille endnu en amerikansk radar til raketforsvar i Japan.
Radaren vil forbedre de japanske styrkers mulighed for at forsvare Japan og beskytte USA mod Nordkoreas ballistiske rakettrussel, sagde Panetta.
- Dette vil kun belaste den regionale situation og eskalere våbenkapløbet, siger Nordkoreas udenrigsministerium i en erklæring, som det statslige Koreas Centrale Nyhedsbureau har offentliggjort.
- Hvad, der ikke bør overses, er, at Panetta åbent har erklæret, at de ny radar er rettet mod Nordkorea - og ikke Kina, hedder det videre i erklæringen.
Ifølge amerikanske embedsmænd vil radaren frigøre landets Aegis-flådefartøjer, som har været operative tæt på Japan for at hjælpe med at opdage enhver mulig angribende raket.
Ud fra den betragtning, at USA som den største ejer af atomvåben og raketter optrapper sin oprustning mod Nordkorea, er det ganske naturligt for Nordkorea at opbygge sit atomforsvar, siger landets udenrigsministerium.
- Den amerikanske holdning kræver, at Nordkorea bliver en atomvåben-nation, som det sømmer sig for en af USA's rivaler, tilføjes det.
Omkring 47.000 amerikanske soldater er udstationeret i Japan, mange af dem på den fjerne sydlige økæde Okinawa. Japan har allerede en X-band-radar på Shariki-basen i Tsugaru City på den nordligste del af hovedøen, Honshu.
Nordkorea har gennemført en mislykket raketlancering i april i, hvad det sagde, var et forsøg på at sætte en satellit i kredsløb.
/ritzau/AFP