Nu da indspilningerne til den tredje og sidste omgang af "Forbrydelsen" er afsluttet, er den folkekære skuespiller Nikolaj Lie Kaas igen klar til at tage imod udfordringer fra udlandet.
- Jeg har noget uden for Danmark allerede her til efteråret, men jeg har haft meget travlt med "Forbrydelsen", siger Nikolaj Lie Kaas.
Med internationale film som "Engle og Dæmoner" og "The Whistleblower" i bagagen vil det ikke være helt ukendt land for skuespilleren.
- Jeg kan godt lide at lave film i udlandet. Det er en anderledes udfordring, siger han til Ritzau.
Nikolaj Lie Kaas har ikke nogen favorit, når valget står mellem hjemlige optagelser eller en film i udlandet.
- Jeg kan lide begge dele, men jeg ville ikke være i stand til at lave film i udlandet hele tiden. Så ville jeg gå glip af mine børns opvækst. Dér er en serie rigtig god, fordi den tillader mig have en hverdag, fortæller skuespilleren, der er far til to.
Selvom han er mest kendt for film som "Dirch", "Adams Æbler" og "Blinkende Lygter", har Nikolaj Lie Kaas også gjort sig bemærket internationalt og altså et nyt udenlandsk projekt i kikkerten.
Alligevel har han svært ved at vænne sig til tanken om, at adskillige lande ud over Danmark vil sende "Forbrydelsen".
- Folk har spurgt mig, hvordan jeg har det med at blive verdenskendt igennem "Forbrydelsen". Men jeg er nok lidt for jysk anlagt til at antage en sikker succes. Jeg skal se det, før jeg tror det, fortæller Nikolaj Lie Kaas.