En pink haute couture-kjole i silkeduchesse med direkte forbindelse til en af Hollywoods største stjerner kommer nu under hammeren hos Bruun Rasmussen. Kjolen blev båret af Nicole Kidman, da hun i 2001 promoverede musicalfilmen Moulin Rouge!, hvor hun spillede den kvindelige hovedrolle Satine over for Ewan McGregor.
Bag kreationen står den danske designer Isabell Kristensen, der driver sit couture-atelier i Chelsea i London. Kjolen blev syet på atelieret i 1998 og er kendetegnet ved den feminine og ekstravagante stil, som designeren er internationalt anerkendt for.
At kjolen nu skifter hænder i Danmark, skyldes en lidt usædvanlig rejse. Den nuværende ejer vandt nemlig kjolen i en konkurrence i magasinet Alt for damerne tilbage i 2014, og siden har den ligget gemt, indtil auktionshuset fik den i hænderne.
Hos Bruun Rasmussen er vurderingen sat til mellem 20.000 og 30.000 kr., og specialist i memorabilia Peter Broe lægger ikke skjul på, at der er tale om et særligt objekt:
- Her er tale om en skræddersyet modekreation med direkte forbindelse til en af vor tids største filmstjerner. Håndværksmæssigt er kjolen udført med stor præcision og kvalitet, og dens unikke historie gør den attraktiv både for modeinteresserede og samlere, siger han.
Kjolen forventes at tiltrække både filmfans, modesamlere og auktionsspekulanter, når hammeren falder 25.- maj.