Søndag lagde fodboldspilleren Nicolai Boilesen op til FC Københavns mål i 1-1-kampen hjemme mod Brøndby i Alka Superligaen.
Det var en af de sidste muligheder, som den 26-årige venstreback havde for at anbefale sig til landstræner Åge Hareide, der snart udtager truppen på 23 spillere til VM i Rusland.
- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke fyldte noget. Men jeg ved, at mine præstationer er afgørende for, hvorvidt det sker eller ej.
- Jeg er rimelig sikker på, at Åge er ved at være nået dertil, hvor han ved, hvem han vil have med, og hvem han ikke vil have med. Og så må vi se.
- Jeg tænker ikke, at jeg skal bevise noget over for ham. Jeg har bevist mig selv gennem hele foråret, og så må vi se, om han kigger min vej, siger Nicolai Boilesen.
Som 19-årig Ajax-spiller kom han i 2011 buldrende ind på landsholdet, men skader gjorde ham ukampdygtig i en længere periode.
Det kostede ham deltagelsen ved EM i 2012, men nu seks år senere øjner han altså muligheden for at få en slutrunde med Danmark.
Nicolai Boilesen fik tidligere i år comeback på landsholdet efter tre års pause, da han fik spilletid i testkampene mod Panama og Chile. I øvrigt som midterforsvarer, en position den tidligere Ajax-spiller også kan spille.
Nicolai Boilesen forventes dog primært at skulle indgå i konkurrencen om en plads som venstreback i VM-truppen.
Her ser Jens Stryger Larsen ud til at være landstrænerens førstevalg, mens Riza Durmisi og Jonas Knudsen også kandiderer til en VM-billet.
Nicolai Boilesen har ifølge eget udsagn ingen fornemmelse af, om det bliver ham, der løber af med en plads i den danske VM-trup.
- Jeg håber selvfølgelig, det er klart. Men jeg bruger ikke voldsomt meget energi på det, så ville jeg nok blive sindssyg, siger han og henviser til, at han har nok at gøre med FCK's jagt på bronze i Alka Superligaen.
/ritzau/