Nicki Pedersen var fattet og afklaret, efter han lørdag aften måtte se sin chance for en fjerde VM-titel glide sig af hænde.
- Jeg er okay. Efter to dårlige sæsoner, får jeg sgu en sølvmedalje med hjem til Danmark og til mig selv, og det skal jeg være utroligt tilfreds med, siger Nicki Pedersen.
Titlen gik til australieren Chris Holder, som den 35-årige fynbo undervejs havde et par dramatiske kampe med.
I semifinalen kørte Chris Holder ind i siden på Pedersen, som styrtede, og efterfølgende endte det i et kortvarigt håndgemæng mellem dem.
Fynboen mener, at Chris Holder skulle være udelukket.
- Jeg tror ikke, at dommeren turde udelukke ham i aften, for så var han ikke kommet helskindet hjem.
- Selvom jeg ikke havde kørt stærkt nok, så fik jeg, med den erfaring jeg har opbygget, alligevel snydt ham i semifinalen, og jeg kommer foran ham. Men fatalt kommer han til at køre ind i mig, og jeg falder af, siger Nicki Pedersen.
Er det en fortjent sejr til Chris Holder?
- Jeg synes det egentlig, for han kører stærkt undervejs, men når man laver sådan en fejl, så skal man også have held. Han har heldet på sin side, og han opsøger det selv. Han kunne nemt være blevet udelukket.
- Jeg oplever bare, at Chris kører mig af inde i det første sving. Jeg lukker ham af som jeg skal, men så kører han bare ind i siden på mig.
- Jeg ville hellere have, at Chris bare havde vundet over mig, men det er klart, at jeg er ked af, det skal afgøres på denne måde.
Når det ender i skub, er det så, fordi du vil psyke ham inden omkørslen?
- Nej jeg ville bare fortælle, at den var tough (hård, red.), og at jeg nok ville have gjort det samme på ham, men han skulle nok være glad for, at han ikke blev udelukket.
- Men der var halvfulde folk, som begyndte at trække min skulder. Holder kom og gav mig en undskyldning, for han kunne godt se, at det ikke var mig, der havde forårsaget det.