Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, advarer om, at Iran vil være ved at kunne fremstille atombomber om seks til syv måneder. Den israelske regeringschef opfordrer igen præsident Barack Obama til at trække en linje i sandet over for iranerne.
Udtalelserne fra Netanyahu kan forværre den værste amerikansk-israelske strid i årtier.
Netanyahu, der søndag gav interview til amerikanske tv-kanaler, siger, at i sommeren 2013 vil Iran være 90 procent af vejen fremme mod fremstilling af tilstrækkeligt med beriget uran til en atombombe.
Han opfordrer derfor USA til at fastsætte grænserne for, hvor langt Iran må gå, før det vil komme til at stå over for en militær intervention. Dette har Obama tidligere afvist at gøre.
- Man bliver nødt til at trække en linje nu, inden det er for sent, siger Netanyahu,
Han mener, at USA vil kunne ændre Irans atompolitik og reducerer risikoen for, at det bliver nødvendigt at angribe landets atomanlæg.
Den usædvanlige offentlige strid mellem Israel og USA understreger, at der hersker dyb uenighed mellem de to allierede om kursen over for præstestyret i Teheran.
En højtstående israelsk embedsmand sagde for få dage siden, at Netanyahus rådgivere havde anmodet om et møde, når den israelske regeringsleder besøger FN i New York i denne måned. Men Det Hvide Hus meldte tilbage, at "det øjensynligt ikke er muligt."
En amerikansk talsmand dementerede kort efter, at Obama skulle have afvist at mødes med den israelske premierminister.
Netanyahu har haft møder med Obama, hver gang han har været i USA siden 2009.
/ritzau/AFP