Hun troede, at hun skulle arbejde som opvasker på en restaurant i Tyskland. Men i stedet blev hun låst inde på et værelse, hvor mænd dag ud og dag ind købte hende. Voldtog hende.
Historien passer på 20-årige Anca fra Rumænien. Og på millioner af andre kvinder fra Østeuropa, som gennem årene er blevet solgt som sexslaver. Også til Danmark.
EU’s nye medlemslande Rumænien og Bulgarien er på FN’s liste over de lande, som er værst ramt af den omfattende sexslavehandel. Og eksperter frygter, at medlemsskabet af EU vil få omfanget af slavehandelen til at vokse, fordi Rumænien og Bulgarien er EU’s ydre grænse til Centraleuropa, hvor problemet er langt større.
»Der er store problemer med udnyttelsen af piger i Rumænien, og jeg er overbevidst om, at tallene vil blive langt højere,« siger Gina-Maria Stoian til Reuters.
Hun arbejder for den rumænske organisation The Adpare Foundation, som hjælper ofrene for kvindehandelen.
Bulgarsk politi regner med, at omkring 4-5.000 kvinder bliver solgt fra landet hvert år, mens det officielle rumænske tal er på 1.400 kvinder i de første ni måneder af 2006. Men de tal viser kun overfladen af problemet, og ifølge Reuters drejer det sig om langt flere kvinder i begge lande.
Rumænien har fået ros fra EU for at øge sin grænsesikkerhed, mens Bulgarien har fået ris for at undlade at gøre det samme. Men folk, der arbejder med de solgte kvinder, siger, at der er brug for mere end love og grænsesikkerhed for at stoppe problemet. Dommere og anklagere skal blive bedre til at behandle sagerne, kvinderne skal have mere hjælp og den omfattende korruption skal stoppe, så slavehandlerne ikke blot kan bestikke grænsebetjentene og få kvinderne med sig alligevel.