Tre point til Liverpool og ingen til hjemmeholdet Newcastle. Det er status efter lørdagens tidlige Premier League kamp, hvor Liverpool - stadig uden Daniel Agger - uden større vanskeligheder vandt 3-0.
Den smule spænding, der kunne være i starten af opgøret forsvandt med samme fart, som Steven Gerrard halvvejs i første halvleg bankede bolden op i nettaget med bag en sagesløs Shay Given i Newcastle målet.
Efter Gerrards drømmehug til 1-0 var der praktisk talt ikke længere tvivl om kampens udfald. Liverpool virkede ikke til at ville meget mere, og Newcastle kunne ikke meget mere. Alligevel kom Liverpool frem til flere chancer i resten af halvlegen - men koncentrationen i afslutningerne var milevidt fra det niveau, som holdet fra Mersey-side har vist tidligere i sæsonen. Især Fernando Torres var den store synder. Et par minutter før pausen lykkedes det spanieren trods helt frit mål at sende bolden på stolpen efter Shay Givens skovtur.
Havde hjemmepublikummet håber på point, blev udsigterne først rigtig dystre i anden halvlegs første minut, da Dirk Kuyt symptomatisk for Liverpools manglende skarphed gjorde det til 2-0, da bolden tilfældigt ramte ham på låret efter et hjørnespark.
Da Ryan Babel lidt senere gjorde det til 3-0 efter flot opspil med Steven Gerrard blev det for meget for dele af det hårdt prøvede hjemmepublikum, der så småt begyndte at udvandre med over 25 minutter igen. Og de, der forlod St. James Park, gik da heller ikke glip af noget. Højdepunkterne de sidste 20 minutter begrænsede sig til et par halvstore chancer til Fernando Torres, der dog aldrig blev rigtig farlig.