At komme ind til fester, de ikke var inviterede til, og kaste sten efter busser.
Det var målet for banden "The Portuguese Mafia", som Nelly Furtado var en del af i sin skoletid.
- Jeg var med i en high school-bande. Vi kørte rundt i en varevogn med sort papir for vinduerne, fortæller den canadiske sangfugl Nelly Furtado ifølge femalefirst.co.uk.
Men Furtado var bestemt ikke det fødte bandemedlem.
- Jeg var nok den mest håbløse rebel i verdenshistorien. Jeg var ret god til at brase ind til fester uden invitation, men de andre mente ikke, at jeg kunne kaste sten hårdt nok til at smadre vinduer, så de smed mig ud af banden, fortæller Nelly Furtado.
Men at ryge ud af "The Portuguese Mafia" var nok ikke det værste, der kunne ske for Nelly Furtado, der har portugisiske forældre. Senere i livet blev hun nemlig verdenskendt med hittet "I'm like a bird".
Livet på scenen skulle dog vise sig også at være forbundet med fare.
- I 2002 optrådte jeg på en stor scene i New Orleans, da jeg faldt tre meter ned fra scenen. Folk troede, at det var en del af showet, men lige dér troede jeg, jeg skulle dø, husker Furtado, som dog heldigvis slap fra oplevelsen uden større mén.
/ritzau/