Et mislykket røveri udspillede sig i weekenden i Kulhuse på Sjælland.
Her forsøgte en mand med kniv at true pizzaria-ejeren til at udlevere kassebeholdningen, skriver Lokalavisen Hornsherred.
Afvist
'Giv mig pengene,' lød det under røveri-forsøget lørdag aften i Kulhuse Pizza.
Men den 48-årige pizzeria-ejer ville ikke udlevere kassebeholdningen og svarede derfor blot 'nej' til manden med kniven.
Manden forsøgte igen med befalingen 'giv mig pengene'. Men da pizzeria-ejeren fastholdt sit 'nej', måtte den forurettede røver forlade pizzeriaet uden udbytte.
Stadig på fri fod
I følge pizzeria-ejerens oplysninger til politiet var røveren en mand på cirka 20-25 år. Han var 180-185 cm høj og spinkel. Han var iført en cremefarvet trøje og sorte bukser og bar solbriller.
Politiet kørte til Kulhuse umiddelbart efter anmeldelsen, men fandt ingen gerningsmand. Det oplyser Henrik Duus fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen Hornsherred.