Ritzau
Opdateret kl. 07:01
Stephen Curry skulle ikke bruge lang tid på at slå rusten af, da han natten til søndag gjorde comeback efter en skadespause i verdens bedste basketball-liga, NBA.
Han nettede således for 38 point for Golden State Warriors i 141-128-sejren over Memphis Grizzlies. Ti gange scorede han fra trepointslinjen, hvilket er sæsonrekord i NBA.
Curry havde generelt indstillet sigtekornet præcist i opgøret, hvor han på 26 minutter ramte kurven på 13 ud af 17 forsøg.
Det var niende gang i denne sæson, at Stephen Curry scorer over 30 point i en kamp.
Han har siddet på sidelinjen i 11 kampe med en forstuvet ankel. Alene hans tilstedeværelse på banen lod til at opildne både medspillere og hjemmebanepublikummet i Oracle Arena.
Curry udløste aftenens største jubelbrøl, allerede inden kampen var begyndt. Det skete, da han gik på banen under en præsentation af spillerne.
I kampens døende sekunder scorede Curry sin tiende trepointscoring. Det markerede Currys niende kamp i karrieren, hvor han scorer ti gange eller mere bag linjen. Det er rekord i NBA.
- Nogle gange giver en måneds fravær fra basketball dig lidt mere tænding og energi, og jeg ved, at han har det sådan, og det vil sikkert også smitte af på vores publikum og vores hold, sagde Warriors' træner, Steve Kerr, før kampen.
Kevin Durant supplerede med 20 point, ni assister og fem rebounds, og Klay Thompson scorede 21 point.
Marc Gasol var udeholdets bedste mand i kampen, da han scorede på ti ud af sine 13 forsøg. Han endte på 27 point.
/ritzau/AP