De forsvarende NBA-mestre fra Golden State Warriors kunne ikke stille noget op, da holdet natten til lørdag dansk tid var på besøg hos New Orleans Pelicans i anden runde af NBA-slutspillet.
Pelicans sejrede med 119-100 i et opgør, hvor særligt store, stærke Anthony Davis var dominerende under kurven.
Anthony Davis scorede 33 point og blev noteret for 18 rebounds. Derudover stod Pelicans-kæmpen også for fire steals i kampen.
Generelt var særligt Pelicans' fysiske og energiske forsvarsspil en stor del af årsagen til, at det lykkedes at besejre sidste sæsons mestre.
Med sejren reducerer Pelicans til 1-2 i serien mod Golden State Warriors, der lagde ud med at vinde to kampe hjemme i Oakland. Der spilles bedst af syv kampe i serierne i NBA's slutspil.
Vinderen går videre til konferencefinalen - svarende til NBA-semifinalen.
Stephen Curry var tilbage i startopstillingen hos Warriors, efter at han i kamp to gjorde comeback fra bænken efter en længere skadespause.
Han havde dog ikke en af sine bedste dage og måtte nøjes med 19 point. Han ramte på seks af sine i alt 19 skudforsøg.
- Den anden kamp er altid den sværeste, når man kommer tilbage fra en skade. Han så ikke helt lige så skarp ud i sine bevægelser.
- Han ramte ikke på sine skud, men det handlede også om hans energi, om hans benarbejde. Det skal nok komme, siger Warriors-træner Steve Kerr.
Klay Thompson blev topscorer for Golden Stae Warriors med 26 point.
Kamp fire er også i New Orleans, og den spilles søndag aften.
/ritzau/AFP