En omfattende tysk skandale om fadæser i efterforskningen af en nynazistisk terrorcelle, der har kostet fire efterretningschefer jobbet, rammer nu også politiet i Berlin.
Ifølge Spiegel Online har en af de 13 mistænkte i sagen i 10 år ageret som stikker for kriminalpolitiet i den tyske hovedstad.
Den 44-årig mand, der er sigtet for at have hjulpet gruppen Nationalsocialistisk Undergrund (NSU), forsynede i 1990'erne terrorcellens tre medlemmer med sprængstoffer.
Efterfølgende fungerede han fra 2000 til 2011 som såkaldt tillidsperson for kriminalpolitiet i Berlin, der fem gange fik tip om NSU-medlemmerne - og deres opholdssted - fra manden.
Men først i marts i år fortalte kriminalpolitiet den tyske rigsadvokat om kontakten. Og det til trods for, at rigsadvokaten indledte sin efterforskning af terrorgruppen sidste efterår.
Da kom det nemlig frem, at NSU igennem 13 år formåede at skjule sig i den østtyske by Zwickau, mens de dræbte ni indvandrere og en kvindelig betjent, begik bankrøverier og bombeangreb.
Sagen har rystet det tyske politi og efterretningsvæsen, fordi sikkerhedsmyndighederne faktisk holdt øje med NSU og havde sluset folk ind i det nynazistiske miljø med de tre NSU-medlemmer uden at opdage eller forhindre deres forbrydelser.
Terrorcellen blev afsløret, da et bankrøveri gik galt i november i fjor. De to mandlige medlemmer af cellen begik selvmord, mens det kvindelige medlem blev anholdt.
De tyske myndigheder har erkendt, at deres efterforskning har været hæmmet af dårlig koordinering og fejl.
Senest er den lokale efterretningschef i Sachsen-Anhalt torsdag trådt tilbage, fordi sagsakter blev syltet.
Samtidig er det kommet frem, at flere delstater i 1990'erne blev orienteret af militærets efterretningstjeneste om, at man holdt øje med den ene af terroristerne.
Medlemmerne af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, der i Forbundsdagen er ved at kulegrave skandalen, beskylder nu delstatsregeringen i Berlin for at have tilbageholdt vigtige oplysninger.
/ritzau/