Urtesnobrød, marmelade, most, urtesnaps og muslingesuppe. Det var, hvad 107.000 gæster blandt andet kunne prøvesmage, da de mandag til søndag deltog i arrangementer i forbindelse med Naturens Dag 2012.
- Det er vores håb, at oplevelserne kan inspirere de mange naturgæster til at bruge naturen mere og måske blive til en livslang interesse for natur og friluftsliv, siger Friluftsrådets formand, Lars Mortensen, i en pressemeddelelse.
Til dem, der ikke kunne deltage i oplevelsen, er der dog stadig håb.
- I løbet af ugen blev der ikke spist op. Naturen bugner stadig med lækre råvarer, så der er god grund til at blive ved med at smage i den kommende tid, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Bag Naturens Dag står Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Formålet er at få flere - især børn - ud i naturen.
/ritzau/