Tusindvis af vrede demonstranter gik søndag på gaden i Moskva i en nationalistisk protest, efter at en 25-årig mand torsdag blev stukket ihjel af en mand, der menes at have indvandrerbaggrund.
Demonstranterne smadrede døre og vinduer i et butikscenter og tæskede sikkerhedsvagter.
I folkemængden blev der råbt "Rusland for russere", og demonstranterne sparkede dørene ind til et grøntsagsvarehus, hvor mange indvandrere arbejder, fortæller en fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP.
Demonstranterne var primært unge - herunder folk fra den ekstreme højrefløj, fortæller øjenvidner til en lokal radiostation.
De smed flasker efter specialstyrker, som i løbet af dagen har tilbageholdt 200 personer.
Drabet på den 25-årige mand torsdag, der var med til at udløse demonstrationerne, foregik angiveligt, mens offerets forlovede kiggede på.
Drabsmanden forlod gerningsstedet, men blev fanget af overvågningskameraer. Billederne herfra peger i retning af, at manden ikke er etnisk russer.
I de seneste år er hundredtusinder af indvandrere kommet til Rusland fra fattige, tidligere sovjetiske stater som eksempelvis Tadsjikistan. I Rusland får de lavtlønnede job.
Indvandrerne både arbejder og lever ofte under kummerlige vilkår, og de bliver set kraftigt ned på af mange af de indfødte moskovitter.
/ritzau/AFP