Nationalbank venter svagt fald i ledighed

Ledigheden ventes at falde svagt i både 2013 og 2014, fremgår det af Nationalbankens nye oversigt.

Dansk økonomi står fortsat foran betydelig usikkerhed, fremgår det af Nationalbankens kvartalsoversigt. Men det bedste bud fra Nationalbanken er, at væksten i 2013 vil lande på 1,6 procent, mens den i 2017 vil få et lille nøk og nå 1,7 procent.

Dette vil være nok til at gøre et mindre indhug i ledigheden. I år venter Nationalbanken at se en ledighed på 164.000 bruttoledige.

Dette tal vil til næste år falde til 161.000. Faldet vil dog ikke skyldes flere i beskæftigelse, idet dette tal holder sig helt uændret på 2,76 millioner danskere. Det vil betyde, at der er flere der forlader arbejdsmarkedet som for eksempel pensionister.

I 2014 ser Nationalbanken en bruttoledighed på 156.000, og her vil beskæftigelsen være steget med 11.000 personer.

Der er fortsat udsigt til solide overskud på betalingsbalancen de kommende år. Både i 2013 og 2014 vil overskuddet være på den gode side af fem procent af bruttonationalproduktet.

Det private forbrug ventes at stige med 1,5 procent i 2013 og 1,7 procent i 2014, mens det offentlige forbrug i begge år vil ligge lavt med en stigning på blot 0,8 procent.

Inflationen vil være under kontrol med prisstigninger på henholdsvis 2,0 og 1,8 procent de næste to år. Det betyder, at der kan blive tale om en fremgang i danskernes realløn.

Timelønnen ventes nemlig at stige med 2,1 procent til næste år og 2,4 procent året efter.

Nationalbanken har opstillet et par alternative scenarier i den nuværende usikkerhed. Hvis der kommer mere gang i økonomien end forventet, så kan væksten stige til omkring to procent årligt i både 2013 og 2014.

Omvendt kan fortsat tillidskrise i økonomien betyde, at væksten kun når op på 0,6 procent til næste år. Det vil betyde højere ledighed i både 2013 og 2014 end forudsat i det mest ventede scenarie.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.