Det skulle egentlig bare have været en almindelig øvelse, men en narkohund fik pludselig færten af beskidte penge.
Hunden førte politiet frem til et depotrum, hvor der lå en formue på fem millioner kroner. Det skriver Ekstra Bladet.
Politiet mener, at pengene stammer fra en narkohandel, og mens de var på stedet, ankom en mand, der blev taget med en halv million kroner på sig.
Han blev varetægtsfængslet, og politiet mener, at han har forbindelse til pengene i depotrummet. Han bliver sigtet for narkohandel til et beløb, der svarer til det, de fandt i depotet.
Politiet forsøger nu at finde frem til, hvem der ellers har været i det aflåste rum, og man har en mistanke om, at pengene stammer fra en hash-handel på Christiania.
Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke kommentere sagen.