"Jeg græd som en lille dreng. Vi må fejre det her i et helt år, det er helt utroligt. Det bliver svært at gentage det her."
Den 24-årige verdensetter i tennis, spanieren Rafael Nadal, lod tårerne trille og de store gloser vælte ud, da han i aftes så det spanske landshold banke Holland i VM-finalen i fodbold.
Nadal, der så kampen på stadion i Johannesburg, glæder sig til at vende hjem og opleve stemningen.
"Det bliver vildt derhjemme. Jeg så semifinalen på Mallorca, og det var fantastisk. Hele landet må være så stolt," siger han ifølge ESPN.
Spanieren havde dog også forventet en spansk sejr. Da Spanien i 2008 sikrede sig titlen som europamestre, scorede Nadal nemlig sit første Wimbledon-trofæ. En bedrift han gentog sidste uge - og dermed lagde pres på fodboldlandsholdet. Et pres, som holdet altså formåede at leve op til.
"Dette er en generation af spillere, vi aldrig får magen til igen, og de fortjener det," siger Nadal.
At verdensetteren i tennis vitterligt sætter fodbolden højt, har han for nylig bevist ved at købe aktier i sin fødeøs fodboldklub - nemlig Michael Laudrups nye klub, Real Mallorca.