Ritzau
Opdateret kl. 21:51
Rafael Nadal holdt sikkert kursen mandag, da den spanske verdensetter i tennis spillede sig i kvartfinalen i Wimbledon.
I ottendedelsfinalen i grand slam-turneringen besejrede Rafael Nadal tjekkiske Jirí Veselý, der er nummer 93 i verden.
Nadal vandt kampen i tre sæt med 6-3, 6-3, 6-4, og dermed sikrede han sin første kvartfinale i turneringen siden 2011.
- Det var en vigtig sejr og et vigtigt øjeblik, da jeg ikke har været i kvartfinalen i Wimbledon siden 2011. Han (Veselý, red.) begyndte at spille bedre fra baglinjen, og jeg lavede nogle fejl i servepartiet (til 4-3 i tredje sæt, red.), men jeg kom tilbage med det samme, siger Rafael Nadal ifølge AFP.
I kvartfinalen møder Nadal vinderen af opgøret mellem Juan-Martin Del Potro og Gilles Simon fra Frankrig.
Opgøret mellem de to spillere måtte afbrydes på grund af mørke sent mandag aften, da argentineren havde vundet de to første sæt 7-6 (7/1), 7-6 (7/5), mens Gilles Simon havde vundet tredje sæt 7-5.
Nadal brød Veselý til 3-1 i første sæt, og derfra kørte spanieren sættet hjem og vandt 6-3.
I andet sæt fulgtes spillerne ad til 2-2, men så brød Nadal rent i serveparti, og foran 5-3 brød Nadal igen og tog også andet sæt.
I tredje sæt blev Nadal brudt og kom bagud 2-3, men spanieren brød Veselý umiddelbart efter tilbage og udlignede, og foran 5-4 kunne Nadal sikre sig sejren ved at bryde Jirí Veselý for anden gang i sættet.
På den tredje matchbold skete det, og Nadal er dermed videre i turneringen, som han har vundet to gange i henholdsvis 2008 og 2010.
/ritzau/