En nabo til den familie, der i august fik fjernet et hemmeligt barn fra deres hjem, er meget varsom med at udtale sig om den isolerede familie, skriver Helsingør Dagblad.
- Jeg er bange for at sige noget. For familien har tidligere chikaneret og forfulgt en familie på vejen så meget, at husejerne blev skilt og måtte sælge villaen, så de tabte 400.000 kroner.
- Familien beskyldte dem blandt andet for pædofili, fortæller naboen til Helsingør Dagblad.
Den isolerede familie, der bor i et helt tillukket hus med en bus parkeret ved siden af, har tidligere fået tvangsfjernet seks børn, og nu har det så vist sig, at de i hemmelighed har fået et syvende barn.
Politiet fandt det syvende barn under et tæppe i familiens garage i august, og familien er nu blevet sigtet for vanrøgt af barnet, som ifølge kommunen har lidt skade af sin isolerede opvækst.
Naboen til familien fortæller også, at han har set familiefaren affyre et jagtgevær nytårsaften.
En anden nabo på vejen fortæller til Helsingør Dagblad, at de ikke har set hverken moren eller faren på adressen i årevis.
Gordon David Lees, der var skoleinspektør på den skole, hvor familiens to ældste og nu tvangsfjernede børn i sin tid var tilmeldt, havde også dengang svært ved at komme i kontakt med familien.
- Børnene kom aldrig i skole. Jeg var ude at banke på hos familien flere gange. Det gjorde jeg altid, når børn udeblev fra skolen. Men jeg kom ikke ind. Familien levede fuldstændigt isoleret, siger han til Helsingør Dagblad.
Helsingørs skole- og socialforvaltning og psykologer gik så sammen om at få gjort noget ved sagen, som så udviklede sig dramatisk.
- Da vi endeligt gik til den, truede faderen med at ville skyde sig selv, og det endte med, at politiet gik ind.
- Derefter blev børnene testet af en børnesagkyndig person. Alle børnene blev fundet fuldstændigt normale, fortæller Gordon David Lees.
Analyserne viste dengang, at børnene intet fejlede og forældrene overtog så hjemmeundervisningen med tilsyn fra Helsingør Kommune.
Først mange år senere blev alle seks børn tvangsfjernet.
/ritzau/