Af Morten Runge, moru@avisen.dk
Når kontoen er presset, er det skoene, der står for skud.
Skal vi spare på husholdningen, vil vi helst holde fast i forsikringer, møbler og afdrag på boliglån – hvorimod vi hurtigst dropper nyt tøj, nye sko, ferie og rejser
Sådan lyder konklusionen i hvert fald i en norsk undersøgelse fra den norske Postbanken.
Her svarer 21 procent af nordmændene, at de helst vil skære ned på deres skoforbrug, næsten lige så mange vil se kritisk på deres feriebudget, og 13 procent mener at kunne spare penge på opvarmning af deres bolig.
Mellem,mellem
Herhjemme er der ikke lavet tilsvarende undersøgelser, men resultatet ville nok være det samme, mener Nordeas forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen.
»Vi ved, at folk først skærer det fra, som gør mindst ondt. Og de fleste ville nok godt kunne undvære et par nye sko, mens det jo nok er sværere at sige farvel til alle sine forsikringer,« siger hun.
I Postbanken fokuserer man med bekymring på et helt andet svar – nemlig at næsten hver tredje nordmand endnu ikke ved, hvor sparekniven skal svinges.
»Det betyder, at disse mennesker måske ikke har så god en oversigt over økonomien,« siger bankens forbrugerøkonom, Ellen Dokk Holm til Aftenposten.
Men det tror Ann Lehmann Erichsen ikke på.
»Det viser bare, at folk lige nu ikke har taget stilling til problemet. Men når de først står med sparekravet, vil de fleste kunne finde en løsning,« siger hun.
Tøj og sko 21 %
Ferie og rejser 20 %
Strøm/opvarmning13 %
Bil 10 %
Mad 8 %
Telefon 7 %
Restaurantbesøg 6 %
Bio/teater 6 %
Træning og hobbyer 4 %
Møbler og interiør 3 %
Afdrag på boliglån 3 %
Børnehave / SFO 1%
Forsikringer 0 %
Andre ting 26 %
Ved ikke 30 %
Kilde: Postbanken i Norge