Den hemmelighedsfulde og skøre ældre dame Vida Winther lever af at opdigte historier – også om sit eget liv. Nu er hun døende og har besluttet sig til at fortælle sandheden om sin fortid til bognørden Margaret Lea. Og sandheden viser sig fuld af spøgelser, guvernanter, engelske landsteder, vanvittige løgne, familiehemmeligheder og gamle bøger.

Bogen om Vida Winther og Margaret Lea, Den trettende fortælling, er den britiske forfatter Diane Setterfields debutroman, der netop er udkommet på dansk. Og debuten er næsten lige så magisk som hendes bog: Britiske forlæggere bød hende helt usædvanligt omkring otte millioner kroner for rettighederne, og en amerikansk auktion over bogen landede på over en million dollar. Romanen strøg ind som nr. ét på New York Times bestsellerliste, den er undervejs i 37 lande, og en film over fortællingen er på vej.

Det er bogens mystik og en lidt romantisk, ærkebritisk stil, som har betaget både anmeldere og læsere, og den er oven i købet blevet sammenlignet med et klassisk værk som Jane Eyre .

Setterfield er ved at vænne sig til opmærksomheden, selv om det ikke var det, hun drømte om. Hun ville bare skrive en bog, som hun gerne selv ville læse. Hun ville videregive magien ved historiefortællinger.

»Da jeg skrev den, var alle de hotte bøger meget realistiske og samfundskritiske. Jeg skrev i stedet denne spøgelseshistorie, som folk husker dem fra deres barndom, og jeg tænkte, at det nok var for gammeldags. Men hvis jeg gjorde det så godt, som jeg kunne, måtte der på et eller andet tidspunkt være nogen, der ville udgive den. Og jeg tænkte, jeg ville have ret få læsere, men at de så ville elske den.«

Alternativ til livet

Setterfield, der er akademiker med speciale i fransk litteratur, har altid selv været bogelsker. På det punkt minder hun om den ene af sine to hovedpersoner, Margaret Lea, der er en indadvendt bognørd, hvis eneste kærlighed i livet er bøger. De holder livet fra døren.

»Jeg var ligesom hende, da jeg var barn. Jeg var lykkeligst, når jeg læste. En bog tillader dig at være spøgelse i en anden verden. En verden med eventyr, der folder sig ud med personligheder, følelser, passion, sorg og glæde. Hvis man er et sky barn, som jeg var, er følelserne i den rigtige verden for meget. I en bog kan man gennemleve alle følelser, uden at være der selv. Der er for eksempel noget viunderligt ved at læse en kærlighedshistorie, som får en til at græde, mens der ingen glæde er ved det, når en mand ødelægger ens hjerte.«

For Setterfield er fristelsen ved bøger, at man kan miste fornemmelsen af den rigtige verden og af de rigtige problemer. Hun tror selv, hun rent faktisk er afhængig af at læse bøger.

»I England er jeg medlem af en bogklub, hvor vi mødes hver måned for at tale om bøger, og en af de andre er læge med speciale i afhængighed. Hun siger, at der er fem-syv signaler på stof-afhængighed, og hvis man svarer ja til de fleste af dem er man afhængig. Som for eksempel organiserer du dit liv efter at få mulighed for at bruge dit afhængighedsskabende stof eller når du er færdig med at bruge dit stof, føler du dig så kun veltilpas, hvis du ved, hvornår du kan gøre det næste gang . Hver gang tænker jeg ja, ja, ja det er mig. Men af alle afhængigheder er bøger nok en god en.«

Diane Setterfields portræt af Margaret Leas kærlighed til bøger i Den trettende fortælling er »nok taget ud i ekstremerne,« men det er altså også delvist et portræt af hende selv. Derfor er det heller ikke udelukkende enkelt for hende med den forandring, som bogsuccesen har betydet for hendes liv. Der er for eksempel ikke længere tid til at læse alle de bøger, hun drømmer om, selvom hun har sagt sit job op for at hellige sig skrivningen af den næste bog.

»Al denne succes er fantastisk, jeg nyder det. Og jeg vil nok bare altid føle, at jeg ikke har tid nok til at læse, det jeg vil.«

Men hvis man først selv har læst Setterfields bog, ville man ønske, at hun bliver ved tasterne og ikke bruger sin tid på andres bøger.