Andy Murray får søndag en ny chance for at vinde sin første grand slam-turnering.
Den nykårede skotske OL-guldvinder spillede sig lørdag frem til finalen ved US Open i New York med en sejr på 5-7, 6-2, 6-1 og 7-6 over Tomas Berdych.
Murray, der fire gange tidligere har stået i en grand slam-finale, spiller i øjeblikket fremragende, og skal det lykkedes for skotten at stryge til tops, kunne det meget vel blive nu. I finalen venter den forsvarende mester Novak Djokovic eller spanske David Ferrer.
Tomas Berdych kunne ikke for alvor stille noget op imod Murray, selv om tjekken vandt første sæt.
Andy Murray, der også nåede US Open-finalen i 2008, lod sig ikke slå ud over sættabet, og han vandt forholdsvis overlegent andet og tredje sæt.
I fjerde sæt blev det igen spændende, da spillerne pressede hinanden ud i en tiebreak. Murray overvandt en sætbold til Berdych, inden han afgjorde affæren.
Stormvejret omkring New York har fået arrangørerne til at flytte kvindernes finale fra lørdag til søndag, og det er også planen, at mændenes finale skal afvikles søndag, såfremt vejret tillader det.
/ritzau/