Egypten vil stille den tidligere premierminister og præsidentkandidat Ahmed Shafiq for retten på mistanke om korruption, skriver den egyptiske avis Al-Ahram.
Kilder inden for domstolene siger til nyhedsbureauet AFP, at der er udsendt en arrestordre på Shafiq, som led et snævert nederlag til Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab ved den afgørende runde af præsidentvalget i juni.
Han var desuden den sidste premierminister under den afsatte præsident Hosni Mubarak. Shafiq sad på denne post i godt en måned, fra 31. januar til 3. marts sidste år.
Mubarak blev tvunget fra magten den 11. februar 2011.
Kilder siger til Al-Ahram, at Shafiq er anklaget for på ulovlig vis at have solgt et 162 kvadratmeter stort stykke statsejet jord til Hosni Mubaraks to sønner, Alaa og Gamal.
Sønnerne, som på nuværende tidspunkt er anklaget for aktiemanipulation, vil også blive stillet for retten, skriver Al-Ahram.
Den tidligere præsidentkandidat har boet i De Forenede Arabiske Emirater, siden han i sommer tabte valget til Mursi.
For to uger siden førte korruptionsanklagerne til, at de egyptiske myndigheder gav Shafiq forbud mod at rejse på sit egyptiske pas.
/ritzau/