Real Madrid er tilbage på højeste niveau.
Sådan er konklusionen fra træner José Mourinho, efter at det spanske mesterhold oven på en skidt start i Primera Division tirsdag slog Manchester City med 3-2 i Champions League.
- Dette var en god sejr. Den viser, at dna'et er tilbage på mit hold, siger Mourinho efter kampen, der fik en hektisk afslutning.
Manchester City førte undervejs både 1-0 og 2-1, men med to scoringer i de sidste tre minutter fra Karim Benzema og Cristiano Ronaldo vandt spanierne med 3-2.
Mourinho var så sent som i sidste weekend ude at kritisere sine spillere efter 0-1-nederlaget til Sevilla i den hjemlige turnering. Efter kampen sagde portugiseren, at han i øjeblikket ikke rådede over et hold.
Real Madrid møder den 3. oktober Ajax Amsterdam på udebane i Champions League. Ajax tabte tirsdag med 0-1 ude til Borussia Dortmund i den anden kamp i gruppe D.
/ritzau/