Real Madrid-træneren José Mourinho er ikke kendt for at være perleven med FC Barcelonas snart forhenværende træner, Josep Guardiola.
Efter sidstnævntes beslutning om at stoppe i Barcelona efter fire succesrige, men hårde år, rækker José Mourinho dog hånden ud til en slags forsoning.
- Hvis han nyder livet bedst ved at træde tilbage fra fodbolden for en stund, så må det være sådan, og jeg sender ham et kram, siger José Mourinho.
Real Madrid kan onsdag aften vinde det spanske mesterskab, som de seneste tre år er gået til Guardiola og Barcelona.
José Mourinho ønsker ikke at spekulere i Guardiolas farvel.
- Guardiolas sag er et personligt anliggende. Han er den eneste, der ved det. Han er den eneste, der skal kommentere på det, det er ham, der skal gøre, hvad der gør ham mest glad, siger Mourinho.
- Jeg har været træner i 12 år, og jeg vil være frustreret i juni, når jeg ingen kampe har, og jeg vil savne at træne og spille kampe.
- Men alle er, som de er. Det må man respektere og acceptere og håbe, at de virkelig finder en måde at nyde livet. For det vigtigste ved livet er at nyde det, siger José Mourinho.