En 55-årig motorcyklist har søndag ved middagstid mistet livet i en trafikulykke på Assensvej i Falsled mellem Faaborg og Assens, oplyser Fyns Politi.
- I en kurve kommer han over i den forkerte side af vejen og rammer en bil, fortæller politiets vagtchef Sten Nyland.
- Han kurrer ned langs bilen og rammer en motorcykel, der kommer kørende bagved den, fortsætter han.
Den 55-årige blev dræbt ved ulykken.
- Den anden motorcyklist vælter ud i rabatten, men får ikke alvorlige skader, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 11.27. Ved 14-tiden er Assensvej stadig afspærret, mens en bilinspektør foretager sine undersøgelser for at finde frem til, hvad der gik galt.
De pårørende er blevet underrettet om ulykken.
/ritzau/