Det er ikke længere kun eliteudøvere, der spiser gigtpiller som bolsjer . Helt ned i serie-rækkerne og i gymnastiksale er det hverdag at spise medicin for at blive klar til weekendens kamp.
Problemet er nu så stort, at Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Gigtforeningen sammen søsætter en kampagne, der skal advare mod misbruget af gigtmedicinen.
Team Danmarks læge, Morten Storgaard, fortæller, at han ikke længere er så nervøs for eliteudøverne.
»Eliten har til en vis grad lært det, det er den store bredde, vi er bange for. Vi ved midlerne bruges, for der sælges afsindige mængder gigtmedicin,« siger han.
Store bivirkninger
Store mængder gigtmedicin har været sat i forbindelse med en række dødsfald i fodbold. Det kan ikke bevises, men til gengæld er det sikkert, at præparater som Ibumetin og Voltaren kan have bivirkninger som mavesår, astmaanfald og nedsat hjerte- og nyrefunktion. Og kan forværre de skader, medicinen dulmer.
»Det kan være en serie-spiller i badminton eller håndbold, eller en, der vil løbe en maraton, og som er i tvivl om kroppen kan holde. Så tager man en pille, fordi så gør det jo ikke ondt. Men smerte er kroppens signal om, at noget er galt,« siger Morten Storgaard.
Den tidligere fodboldlandsholdspiller Bjarne Goldbæk kender godt til at snuppe en pille for at blive klar til kamp fra sin tid i den tyske Bundesliga.
»Med for meget træning, for mange kampe og for lidt restitution, så er det nemt at tage sådan en pille. Der er ikke noget mere frustrerende end at sidde udenfor, og man vil jo som spiller gøre alt for at blive klar, særligt til de vigtige kampe. Både for sin egen skyld og for klubbens,« siger han.