Morten Olsen: Der bliver tæt opløb om VM

Landstræner Morten Olsen vurderer, at der bliver meget tæt og hård kamp om at komme med til VM-slutrunden.

Danmarks vej mod VM i Brasilien begynder med lørdagens kvalifikationskamp mod Tjekkiet i Parken.

Landstræner Morten Olsen regner med, at der er mange hold i Danmarks gruppe, som kan spille med om det.

Italien er gruppefavorit foran Danmark og Tjekkiet, som også vil kæmpe med om førstepladsen i gruppen, der giver direkte adgang til slutrunden.

Men Bulgarien og Armenien kan også drille, advarer Morten Olsen, der kun udelukker Malta som en trussel i kampen om de to øverste placeringer.

- Jeg tror også, vi skal ligge og kæmpe med Armenien og Bulgarien, men det har jeg svært ved at forklare dig, kan jeg forstå.

- Bulgarien slog Holland i en testkamp og har et helt nyt hold, der er på vej op, forklarer landstræneren.

Efter mødet med Tjekkiet i Parken på lørdag venter to svære udebanekampe mod Italien og Bulgarien i oktober. Derfor skal der hentes point mod tjekkerne og gerne tre af slagsen.

- Det bliver et meget tæt opløb. Det er jeg sikker på. Men Tjekkiet er ikke Malta, som er et hold, vi slet ikke må tabe point mod. Tjekkiet er en hård konkurrent i gruppen.

- Tjekkerne har mange talenter, og de har mange teknisk gode fodboldspillere, og det vil de også have på lørdag,

- Kampen er lidt klichéagtigt lige så vigtig som alle andre. Vi vil gerne godt fra start, og på hjemmebane skal vi gerne have noget ud af det, og vi går efter de tre point, fastslår Morten Olsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.