Morten Andersen, der er tidligere spiller i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL, er optaget i Pro Football Hall of Fame. Det skriver NBC San Diego.
Det er fjerde år i træk, at den nu 56-årige dansker var indstillet til at blive indlemmet i det fine selskab.
Og denne gang slap han igennem nåleøjet til sportens hellige hal.
Morten Andersen har stadig rekorden for flest scorede point i NFL nogensinde. Han scorede som kicker 2544 point i løbet af 25 år og har desuden både rekorden for flest kampe og flest field goals i historien.
Udvælgelsen til NFL's æresgalleri finder traditionen tro sted aftenen før Super Bowl.
Under søndagens NFL-finale vil Morten Andersen og de andre nyslåede medlemmer blive præsenteret for publikum i Houston iført de jakker, som følger med hæderen.
Finalen står i år mellem New England Patriots og Atlanta Falcons, der for øvrigt er en af de klubber, som Morten Andersen nåede at repræsentere i sin lange karriere.
I 1999 nåede han som Falcons-spiller frem til Super Bowl, hvor det dog blev til et nederlag mod Denver Broncos.
- Det var et stort antiklimaks at tabe den kamp. Det var mega skuffende, sagde Morten Andersen tidligere i denne uge i et interview med draftday.dk ifølge Berlingske.
- Jeg ville hellere have vundet Super Bowl end optages i Hall of Fame, tilføjede han.
Morten Andersen indledte sin NFL-karriere i 1982 hos New Orleans Saints og spillede desuden for Atlanta Falcons, New York Giants, Kansas City Chiefs og Minnesota Vikings.
Det er en komité på 46 personer, som har stemt Morten Andersen og seks andre NFL-personligheder ind i Hall of Fame fra et felt på i alt 18 kandidater.
Ud over danskeren er LaDainian Tomlinson, Terrell Davis, Kurt Warner, Jason Taylor, Jerry Jones og Kenny Easley stemt ind.
Den officielle optagelse finder sted i august.
/ritzau/