En plov bag en traktor kom pludselig slingrende ud på vejbanen og ramte en mor og datter, der kom kørende i den modsatte retning. Ploven skrællede gennem bilens forrude og tag, men begge kvinder slap med mindre skræmmer, oplyser Nordsjællands Politi.
- Skovlen går ind gennem forruden, men ingen af dem bliver ramt direkte. Der er ingen synlige skader, men begge kommer på hospitalet til et tjek, siger vagtchef Per Thuesen til Ritzau.
Moren blev efter et lægetjek fløjet til Rigshospitalets traumecenter med en helikopter, mens datteren blev kørt på det nærmeste hospital.
- Moren har nogle nakkesmerter, men det er mest bare for at være på den sikre side, fortæller vagtchefen.
Ulykken skete på Rosendalsvej i Ålsgarde klokken 09.48.
De pårørende er endnu ikke underrettet.