En 52-årig kvinde fra Randers er blevet varetægtsfængslet i to uger, fordi hun udleverede et jagtgevær til sin søn, der var kommet i klammeri.
Hun er sigtet efter straffelovens nye våbenparagraf, der giver minimum et års fængsel, skriver BT.dk.
Episoden skete i Randers i weekenden. Kvindens søn var kommet i slagsmål med nogle rockerrelaterede personer, og det var på den baggrund, at kvinden pakkede geværet og kørte sin 24-årige søn til undsætning.
Da politiet dukkede op, var det dog ikke slagsbrødrene, men kvinden, sønnen og sønnens kæreste, som politiet kastede opmærksomheden på, og sigtede for overtrædelse af våbenloven.