’Sicko’ skulle have været Michael Moores mesterværk. Filmen, der rykkede amerikanerne sammen om en fælles fjende. Om noget endnu større og ondere end hans yndlingsaversion over dem alle – George W. Bush. Sådan gik det ikke.

Instruktøren gav ellers udtryk for, at han denne gang havde ramt balancen. At frontalangrebet på hospitalsvæsnet og de riges sygesikringer ikke ville dissekere landsmændene i for og imod, men samle dem:

»Denne film krydser partigrænserne,« lovede den 53-årige ærkeamerikaner i et interview med Time Magazine tilbage i maj.

Med andre ord kunne alle relatere til ’Sicko’, og biograferne stod foran et sandt stormløb. Man fornemmede, hvordan Michael Moores egen rekord for bedst indtjenende film i dokumentar-afdelingen ville falde. Rekorden satte han først med 2002’s ’Bowling for Colombine’, der dog blev sat noget så eftertrykkeligt til vægs med provokatørens egen Bush-kritiske ’Fahrenheit 9/11’ op til præsidentvalget i 2004.

Men mens ’Fahrenheit 9/11’ omsatte for 24 millioner dollars i åbningsweekenden og 200 millioner dollars i alt, nåede ’Sicko’ sølle 3,6 milloner dollars de første tre dage i USA. Billedet i Europa er næsten identisk.

Præst for lukket klub

Noget kiksede altså. Til trods for at anmeldernes dom var gladere end nogensinde. Til trods for høje brugervurderinger. Og måske vigtigst af alt: Til trods for at chokumentaren – et miks af dokumentar, satire og dramatiske virkemidler – om det uhelbredelige sundhedssystem vakte så meget opmærksomhed og ballade, at omtalen ikke kunne købes for penge.

Rygterne om sygeforsikringselskabernes damage control florerede som underholdning på internettet, og samtlige medier på den vestlige halvkugle, og østlige sågar, havde travlt med at fortælle om den pusseløjerlige enmandshærs seneste påfund.

Som en af de få undrede journalist Jeppe Gaardboe sig ikke over Sicko s manglende gennemslagskraft. Via DR2-programmet Den Halve Sandhed er han dén dansker, der tættest har fulgt op på Michael Moores oprindelige metode, hvor man brugte satiren som et instrument til at gå i kødet på samfundsproblemer.

Ifølge Gaardboe ændrede Michael Moore stil efter vellykkede film som Roger & Me (1989) og tv-føljetonen The Awful Truth (1999). Publikumsmagneten Fahrenheit 9/11 var helt i den anden grøft – en politisk gang mudderkastning. Og tilmed så dårlig, at det gav bagslag:

»Moores plan var fra dag ét at vælte Bush-regeringen. Men det er et dårligt sted at starte som dokumentarist. Og som satiriker går man ikke efter at ramme én bestemt person, man går efter at uddele nye briller at se verden gennem. Moore er desværre blevet præst for et fællesskab, hvor ingen nye bliver overbevist. Tværtimod taber hans facon en masse mennesker på gulvet.«

Det er mediernes skyld

Ikke overraskende skumlede Michael Moore med andre tanker, når ansvaret for det skuffende Sicko -billetsalg skulle placeres. Den kasketbærende og korporlige fuldskægs-kleppert fra Flint i delstaten Michigan har aldrig vendt den anden kind til en konflikt, og det skete heller ikke denne gang. Han lavede trutmund og spillede fornærmet. Det var mediernes skyld, lød ræsonnementet fra hans aggressivt styrede hjemmeside.

Mindre end to uger efter ’Sicko’s premiere gav instruktøren den således fuld pedal på den verdensomspændende nyhedskanal CNN. Som gæst overtog han styringen med live-programmet og angreb blandt andet værten – og hans tv-station – for at være i ledtog med George W. Bush og den amerikanske våbenindustri. Hvordan? Ved ikke at være kritisk nok over for Irak-krigen.

Optrinnet kulminerede, da Michael Moore ironiserede over det faktum, at han ikke har optrådt på CNN siden 2004, hvilket var for dårligt efter instruktørens smag:

»Vi er løbet tør for tid! Vi ses om tre år,« himlede han.

Frelser eller frelst

I USA har spekulationerne været mange om ’Sicko’s manglende gennemslagskraft. Nogle debattører påpeger, at ’Fahrenheit 9/11’ gjorde Michael Moore utroværdig for selv de folk, der delte hans antipati mod George W. Bush. Andre skyder skylden på emnevalget.

Sundhedsindustrien er en mægtig fjende at lægge sig ud med.

»Det var o.k. at gå efter George (W. Bush, red.), men her snakker vi om en hel gruppe, der føler sig truet. Og den har selvfølgelig sit eget pr-maskineri,« forklarer professor David Nye, der er tilknyttet Center for amerikanske studier på Syddansk Universitet.

David Nye mener fortsat, at Michael Moore kan tippe magtbalancen ved et kommende præsidentvalg:

»En af mine venner bor i nærheden af en luftbase i USA, og han var meget overrasket over at se, hvor mange fra militæret der kom for at se Michael Moores film i den lokale biograf. De mennesker er såkaldte swing voters. Altså stemmer, der kan svinge til begge sider, og de kan gøre udslaget i tætte stater som Ohio og Tennessee.«

Journalist Jeppe Gaardboe betvivler omvendt, at filmmageren kan gøre en forskel:

»Vi havde en inspirerende kilde til revsende samfundssatire. I stedet fik vi en frelst politiker.«