USA's kreditværdighed kan blive nedgraderet, hvis det ikke lykkes Kongressen at vedtage et budget, der kan reducere den enorme amerikanske statsgæld.
Det advarer kreditvurderingsinstituttet Moody's om.
USA's kreditværdighed ligger i dag på det højeste niveau, AAA, men udsigterne er negative, understreger Moody's.
Næste års budgetforhandlinger bliver formentlig afgørende for, om USA ryger et nøk nedad til Aa1, skriver Moody's i sin opdatering af udsigterne for USA's kreditvurdering.
Et lavere kreditniveau kan betyde, at USA skal betale en højere rente for sin gæld.
Advarslen fra Moodys fik tirsdag dollaren til at falde over for euroen til det laveste niveau siden maj.
Da et andet stort kreditvurderingsinstitut, Standard & Poor's, sidste år nedgraderede USA fra AAA til AA+ for første gang siden 1941, vakte det bekymring verden over og forårsagede turbulens på rentemarkedet.
/ritzau/AFP