AC Horsens-træner Johnny Mølby var godt gal i skralden over, at det ikke lykkedes at vinde søndagens superligaopgør på Brøndby Stadion.
Selv om der skulle to sene scoringer til at få 2-2 med hjem, så burde kampen ifølge Mølby have givet tre point.
- Jeg er irriteret over, at vi ikke vinder.
- Vi havde bolden meget i første halvleg, og vi fik også en kæmpe chance. Hvis Alexander Juel Andersen havde scoret på den - og det skal han gøre - så ville vi have vundet den her fodboldkamp, siger Johnny Mølby.
Horsens-træneren måtte i stedet se Brøndby komme foran 1-0 på et straffespark, og bare to minutter senere blev det 2-0.
- Det straffespark var måske ikke det største, jeg har set, men okay det blev dømt. Men det irriterer mig helt vildt, at vi kan dække så dårligt op ved det andet mål.
- Nu er det sket flere gange i Superligaen, at vores modstandere har scoret kort tid efter hinanden på os.
- Mentalt må vi ikke lade os slå ud, når modstanderne scorer. Hvis vi kun havde været bagud med 0-1, kunne vi også have vundet kampen, siger Johnny Mølby.
Horsens-træneren mener ikke, at Brøndby havde meget at komme med.
- Vi havde kontrol over kampen, men vi lavede nogle uprovokerede fejl, som gav dem nogle muligheder. De var ellers ikke i nærheden af at være farlige, mener Horsens-træneren.
/ritzau/