Skatteminister Thor Möger Pedersen støtter sin ministerkollega Astrid Krag i SF's formandsopgør, oplyser DR.
Oddsene på dén melding var uhyre lave, da sundhedsminister Astrid Krag er en del af fornyer-fløjen omkring netop Thor Möger Pedersen.
Tidligere torsdag meddelte en anden af fløjens medlemmer, politisk ordfører Jesper Petersen, også sin støtte til Krag, der duellerer mod partiets erhvervsordfører, Annette Vilhelmsen om posten som formand.
Posten blev ledig, da udenrigsminister Villy Søvndal pludselig kastede håndklædet i ringen.
Duellen mellem Krag og Vilhelmsen har efterhånden udviklet sig til en form for top mod bagland i partiet, i hvert fald hvis man ser på persongalleriet blandt kandidaternes støtter.
Ud over Jesper Petersen og Thor Möger Pedersen har også miljøminister Ida Auken og europaparlamentarikerne Margrete Auken og Emilie Turunen bakket officielt op om Krag.
Også borgmester i København, Ninna Thomsen, klimaordfører, Steen Gade bakker op om den 29-årige sundhedsminister, ligesom en række fagforeningsfolk med sektorformand i HK-Privat, Simon Tøgern, i spidsen torsdag meldte sin støtte.
På Vilhelmsens side står arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, tidligere folketingsmedlem Kristen Touborg, tidligere gruppeformand Aage Frandsen samt retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt og EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Også afgående gruppeformand i SF, Pernille Vigsø Bagge, støtter ifølge Annette Vilhelmsen i formandsopgøret.
Sidste frist for tilmelding til formandsvalget er i morgen fredag klokken 12.
/ritzau/