»Hvis jeg bringer en russisk soldat med tilbage til lejren, vil du så kunne skære hovedet af ham?«
Spørgsmål som dette måtte Omar Nasiri svare på, da han i 1995 tilbragte næsten et år i en al-Qaeda-træningslejr i Afghanistan. En lejr, hvor han lærte at lave flydende sprængstoffer, affyre missiler og betjene sin Kalashnikov. Samtidig med, at han i virkeligheden solgte oplysninger til de vestlige efterretningstjenester.
Omar Nasiris historie er utrolig og giver et unikt billede af, hvad der foregik i al-Qaedas træningslejre. Vesten har indtil videre vidst meget lidt om den konkrete træning, men under navnet Omar Nasiri har den tidligere terror-spion nu udgivet sine erindringer i bogform med titlen ?Inside the Jihad?.
Historien overgår de fleste romaner, men flere eksperter vurderer over for CNN og Spiegel, at beretningen sandsynligvis er sandfærdig.
Stak sin bror
Nasiri har algerisk baggrund og blev i begyndelsen af 1990?erne involveret i den algeriske terrorgruppe GIA, hvor hans bror var medlem. Nasiri var med til at smugle våben og sprængstoffer, som gruppen gemte i morens hus i Bruxelles. Men Nasiri sympatiserede ikke for alvor med den væbnede kamp, og da han kom til at skylde terroristerne penge, kørte han til det franske konsulat.
»Jeg vil gerne tale med nogen, der er ansvarlig for franske sikkerhedsspørgsmål,« sagde han til receptionisten.
De næste seks år samarbejdede han med efterretningstjenester i både Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Hans bror blev arresteret og terrorcellen optrevlet. Omar Nasiri flygtede til Afghanistan, hvor han bankede på i al-Qaedas træninsglejr ?Khalden?, som var Osama bin Ladens største lejr i 1990?erne.
I lejren blev han afhørt og introduceret til lejrens leder, den berygtede Abu Bakr, som selv stod for træningen af terroristerne.
»Du må altid huske, at du er her for at gå i hellig krig. Du er her ikke for at snakke med andre. Vi stiller ikke spørgsmål til vores brødre. Vi afslører intet om os selv. Du må fastholde fokus på din mission,« advarede lederen Nasiri og optog ham så i al-Qaeda.
Trænet som hellig kriger
Derefter fulgte en træning, som minder mest om en amerikansk elitesoldats. Nasiri blev sendt på lange løbeture om natten og på bjergbestigninger, hvor andre brækkede benene. Han lærte at lave sprængstof med alle slags stoffer ? blandt andet sin egen urin. Aftenerne gik med at messe Koranens vers.
Et enkelt natteløb glemmer Nasiri aldrig. Han havde fået at vide, at han skulle smide sig i dækning, når Abu Bakr sagde til. Nasiri smed sig.
»Så hørte jeg en skarp lyd og følte noget hvisle forbi min skulder. Noget ramte jorden til højre for mig og hvirvlede støv i luften. Abu Bakr skød på mig. Jeg hørte hans stemme sige mit navn. ?Flyt dig, du er for tæt på din bror,? sagde han. Så vendte han sig og begyndte at skyde efter den næste bror uden at ramme ham,« skriver Omar Nasiri i sin bog.
Nasiri overlevede og fortsatte med at arbejde som spion i al-Qaeda de næste år i både London og Tyskland. Men han krævede flere penge og kom af og til med ubrugelige oplysninger, mente den tyske efterretningstjeneste ifølge Spiegel. Til sidst gad efterretningstjenesterne ham ikke længere.
I dag lever Omar Nasiri et hemmeligt sted i Tyskland. Han håber, hans bog kan hjælpe folk til at forstå, hvad ekstremisterne tænker, selvom han ved, at han selv er blevet et terrormål ved at stå frem.
»Hvis jeg sælger en million eksemplarer, vil jeg nyde det. Indtil de begynder at skyde efter mig,« siger han med et anstrengt grin til New York Times.