Mistænkeligt dødsfald skyldes fald fra trappe

Politiets teknikere har ikke fundet spor, der tyder på, at gammel mand i Charlottenlund døde ved forbrydelse.

En 88-årig mand, der mandag eftermiddag blev fundet død i sit hjem i Charlottenlund, mistede formentlig livet, da han faldt ned ad trappen.

- På nuværende tidspunkt tyder intet på et hjemmerøveri, eller at manden på anden måde er påført skade udefra, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen, Nordsjællands Politi.

Manden blev fundet i en blodpøl med alvorlige skader i hovedet, og dødsfaldet blev fra begyndelsen betragtet som mistænkeligt.

Undersøgelser på stedet i løbet af mandagen tyder imidlertid ikke på, at der er sket en forbrydelse.

Politiet mener, at manden er snublet på trappen og er faldet fra første sal og ned i stueetagen i sit hjem.

- Det tyder på, at manden er faldet ned ad trappen fra første sal og ned i stuen og er blevet påført skader i faldet, siger Flemming Poulsen.

Her blev han mandag over middag fundet af en hjemmehjælper, der tilkaldte politiet.

Politiets teknikere og retsmedicinere arbejdede mandag aften med at undersøge, hvordan den gamle mand døde. Den endelige dødsårsag fastslås imidlertid først tirsdag efter endnu en undersøgelse på Retsmedicinsk Institut.

- Vi skal have lavet nogle yderligere undersøgelser, så der har vi den endelige afklaring, siger Flemming Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.