Tunge og mørke skyer driver ind over tysk økonomi, der er Europas største.
Tilliden i de tyske virksomheder til fremtiden er faldet for femte måned i træk, viser det såkaldte Ifo-indeks mandag.
Dermed er tillids-indekset nu på det laveste niveau i to et halvt år.
Det er Europas krise, der nu ser ud til at gøre indhug i den tyske økonomi og produktion.
Det bekymrer også cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, som frygter, at det vil forstærke recessionen i det øvrige Europa.
- Set fra en bredere europæisk synsvinkel er det kritisk, at tysk økonomi nu ser ud til at gå i stå. Tyskland har været den stærkeste trækkraft for Europas økonomi i de seneste år, hvor gældskrisen har hærget, siger han i en kommentar.
- Hvis tysk økonomi går i stå eller går i recession, vil det gøre det endnu vanskeligere for andre lande i Europa at kæmpe sig ud af krisen, mener Graven.
Og Danmark vil blive ramt, fordi Tyskland er vores største eksportmarked, konstaterer han.
I tallene fra Ifo-instituttet faldt de tyske virksomheders tillid fra 102,3 point i august til 101,4 i september.
Så lavt har tallet ikke ligget siden februar 2010.
Instituttet ved Münchens universitet spørger hver måned 7000 virksomheder, hvordan de vurderer deres nuværende indtjeningssituation, og hvad de forventer de næste måneder.
/ritzau/AFP