Hvis meningsmålingerne holder vand, så er der lagt op til et magtskifte på Grønland, når grønlænderne i dag går til stemmeurnerne.
Venstrefløjspartiet IA står til at vinde valget, der har budt på et opgør med sværvægterne i grønlandsk politik, Siumut.
"Det her valg kan blive et punktum for karrieren for nogle af de helt tunge drenge og grundlæggere af Hjemmestyret. Men de kan dog ikke dømmes helt ude endnu. Det grønlandske valgsystem er nemlig sådan, at de kan blive valgt ind og stadig have noget at skulle have sagt, selv om de får én over nakken af vælgerne," siger Ulrik Pram Gad fra Københavns Universitet, der beskæftiger sig med grønlandsk politik.
Blandt dem som er hårdt ramt af sager om lemfældig omgang med de grønlandske skattekroner, er tidligere formand for Landstinget Jonathan Motzfeldt, der i en årrække har været en central figur i det socialdemokratiske Siumut-parti.
"Problemet er, at det ofte bliver sat op som et spørgsmål om moral. Grønlænderne siger, de vil have mere moralske politikere. Men det opgør har altså været der en gang tidligere, da et landsstyre i 2001 blev tvunget til at træde tilbage," pointerer Ulrik Pram Gad, der i stedet efterlyser strammere regler for, hvordan man omgås offentlige midler.
"Det bliver afgørende, om man får lavet nogle nye og mere gennemsigtige regler," siger han.
Ulrik Pram Gad fortæller endvidere, at IA-partiet traditionelt er mere løsrivelsesivrige end Siumut. Det kan betyde, at Grønland vil skærpe bestræbelserne for selvstændighed, hvis IA - som ventet - bliver det mest indflydelsesrige parti.