Lægemidler til især USA er med til at trække dansk eksport frem. Danmark solgte i juli varer til udlandet for 52,5 milliarder kroner, det er en fremgang på 0,7 procent i forhold til juni, fremgår det af nye tal fra Danmarks Statistik.
Til gengæld faldt importen med 1,1 procent og overskuddet på den samlede handel med udlandet blev på 8,2 milliarder - det er en fremgang på 800 millioner i forhold til juni.
Men der var andet en lægemidler, der steg. Fremgangen i eksporten var bredt funderet, siger økonom i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.
- Der var fremgang at spore indenfor seks af otte brancher, men det var bemærkelsesværdigt at fremgangen i eksporten af råstoffer steg med 21,6 procent. Det er eksporten af minkskind til især Hongkong og Kina, siger Jens Nærvig Pedersen.
Han peger på, at salget af minkskind til udlandet i de senere år er steget og udgør nu 1,5 procent af den samlede vareeksport. Dermed har minkskindene vokset sig til en mere betydningsfuld vare.
Over de seneste tre måneder er eksporten steget med 1,1 procent.
Der er i øjeblikket to kræfter på spil der trækker i hver sin retning.
- På den ene side bliver de danske eksportører ramt negativt af den vækstafmatning, der har ramt flere af vores eksportmarkeder. På den anden side har eurokrisen svækket euroen og da vi har fastkurspolitik overfor euroen er den danske kroner også svækket.
- Det gør danske varer billigere i udlandet, det er godt for dansk økonomi, siger Jens Nærvig Pedersen.
Handelsbalancen er en del af betalingsbalancen. Overskuddet på den samlede betalingsbalance blev i juli på 13,4 milliarder kroner. Det er 2,2 milliarder mindre end rekorden i juni.
I perioden fra januar til juli i år var overskuddet på betalingsbalancen 63,9 milliarder. Det er 2,3 milliarder mindre end i samme periode sidste år.
/ritzau/