Normalt er de kæledyr. Børn elsker dem og de er nuttede.
Men kaniner er også en rigtig god ide på middagsbordet. De er sunde, gode for klimaet og kan måske endda sikre en fremtid for de danske minkavlere.
Det skriver dr.dk.
En gruppe civilingeniørstuderende fra Aarhus Universitet i Herning lancerer nemlig idéen om at fylde nogle af landets tomme minkfarme med kaniner.
Burene dur ikke til kaniner, men på farmene er der pladsen til dem, og de tidligere minkavlere kan overføre mange af deres kompetencer fra mink til kanin.
Og så passer kanin godt ind i en tid, hvor bæredygtighed vinder frem, mener Lasse Damsgaard Mikkelsen, som er en af de fem studerende bag forslaget.
- Kaninkød er bæredygtigt, fordi det kræver færre ressourcer at producere, så derfor tænker vi, at kaninkød kunne være et alternativ, som folk på sigt vil være klar til, siger han til dr.dk.
Netop danskernes lyst til at sætte tænderne i kaninkød kan være en udfordring.
Det mener tidligere minkavler Anita Kaag fra Bording. Hun ejer en af de cirka 1100 farme, der står tomme efter regeringen i november 2020 beordrede alle danske mink aflivet, fordi coronavirus havde muteret blandt minkene og spredt sig til mennesker.
Anita Kaag måtte selv aflive 21.000 raske mink, fordi en nabofarm var smittet med coronavirus.
- Det lyder jo spændende med kaniner. Vi vil virkelig gerne finde en niche igen, som vi kan arbejde med. Men hvordan afsætter vi kaninkød i Danmark? Jeg har aldrig set det i køledisken. Er det noget, danskerne vil spise, spørger Anita.
Kanin er måske ikke en del af den danske madkultur lige nu, men det kan jo ændre sig.
Det franske og italienske køkken har masser af kanin på menuen.
Og selv om lam også er søde, pelsede dyr, så elsker vi en lammekølle til påske.
Og så er kaniner på bordet altså godt for klimaet.
De kræver ikke så meget foder, får mange unger og sætter et langt mindre CO2-aftryk på klimaet end eksempelvis oksekød.
I efterkrigsårene spiste danskerne faktisk en del kanin, men så faldt smagen mere på ko og gris.