Kun 2 ud af 17 ministerier levede sidste år op til målene fra loven om aktiv beskæftigelsespolitik, når det handler om at ansætte ledige i løntilskudsstillinger.
Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som Ugebrevet A4 har gennemgået.
Og den opgørelse ser ikke køn ud, mener arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.
"Det virker ikke troværdigt, hvis man skælder andre ud for ikke at tage nok ledige med i løntilskud, og så ikke selv leverer varen," siger Flemming Ibsen.
Målsætningen i år er at fremskaffe 1.400 løntilskudsjob i ministerier og styrelser, men netop nu er der kun ansat 517 ledige i denne type stillinger.
Dermed bliver de ledige svigtet i en tid, hvor arbejdsløsheden vokser støt dag for dag, siger formand for HK/Stat, Thora Petersen.
"Dybest set lyder det lidt hult, hvis man sætter sig op på den høje hest og siger, at alle skal udvise samfundsansvar, og ikke gør det selv," siger Thora Pedersen.
Finansministeriet, der har som mål at ansætte 14 personer i løntilskud, men kun har haft én person ansat i en kortere periode, vil undersøge statens svigt.
"Jeg har et ønske om at blive klog på, hvad det er for nogle udfordringer, som ministerierne møder i forbindelse med at arbejde med de her stillinger," siger kontorchef i Personalestyrelsen under Finansministeriet, Mikkel Plannthin.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afviser kritikken. Hun har svært ved at se den negative udvikling, når antallet af løntilskud i staten er steget betydeligt de seneste år.