Fundet af en fireårig dreng, skjult i en garage, burde være sket for længe siden.
Ankestyrelsens melding til Helsingør Kommune var helt klar: Kommunen havde pligt til at gribe ind og kunne også inddrage politiet.
Det siger socialminister Karen Hækkerup (S).
- Jeg er dybt bedrøvet over, at der kan være en sag med et barn, der i den grad lades i stikken, fordi man ikke handler på de mistanker, man har.
- Vurderingen fra Ankestyrelsen var meget klar. Det var en besked om, at de havde pligt til at gribe ind. Det er dybt tragisk, at kommunen ikke forstår henvendelsen og ikke følger op på den, siger Karen Hækkerup til Ritzau.
Helsingør Kommune skal nu forklare overfor Ankestyrelsen, hvorfor kommunen ikke greb ind, og den redegørelse kommer også ind på ministerens bord.
- Vi skal til bunds i den sag. Det er vigtigt for mig at understrege, at kommunerne har en forbandet forpligtelse til at gribe ind, når der er mistanke om overgreb, eller børn er gemt og skjult.
- Sagen viser endnu engang, at rigtig mange kommuner misforstår, hvad deres opgave er i sager om omsorgssvigtede børn. Barnet lades i stikken af bekymringer om forældrenes retssikkerhed, siger Karen Hækkerup.
Socialministeren er på vej med en overgrebspakke, der forpligter kommunerne til at reagere på alle underretninger indenfor 24 timer.
Det er langt fra første gang, der er eksempler på misrøgt og overgreb mod børn, som kommuner ikke har grebet ind overfor.
- Det er ubegribeligt, at det kan lade sig gøre i et velfærdssamfund. Det er derfor, jeg har taget ansvar for, at der bliver ryddet op. Der skal være et beredskab, som griber hurtigt ind, siger Karen Hækkerup.
Ministeren køber ikke Helsingør Kommunes forklaring om, at den ikke havde lovhjemmel til at gribe ind.
- Den lovhjemmel har været der hele tiden. Der er aldrig nogen undskyldning, når en kommune svigter et barn, lyder det fra Karen Hækkerup.
/ritzau/