Drop rigide regler og sæt privates pensionsformuer fri til investeringer, så der kan skabes vækst, er budskabet fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).
Han er klar til tage et opgør med regler, som forhindrer folk med private pensionsformuer i at investere i nye virksomheder, skriver Børsen.
Liberaliseres reglerne, frigives der 132 milliarder kroner, som især iværksætterne kan få fingre i.
- Jeg er positivt indstillet over for at få liberaliseret regler, der begrænser, at man kan bruge private pensionsopsparinger på investeringer i iværksættervirksomheder, siger Troels Lund Poulsen til avisen.
Danskerne har mere end 483,4 milliarder kroner stående på frivillige, private pensionsopsparinger som eksempelvis ratepension eller kapitalpension.
I dag skal man have minimum 500.000 kroner stående på en privat pensionskonto i banken, før man må investere i en iværksættervirksomhed.
Som minimum skal man investere 100.000 kroner i et selskab, og så må man højst investere 50 procent af den del af opsparingen, der er på over to millioner kroner, skriver Børsen.
- Jeg er interesseret i, at private pensionspenge kommer ud at arbejde, så de kan stimulere virksomheder, der skaber vækst herhjemme.
- Det er klart, at der også er nogle skattemæssige konsekvenser af det her, så jeg kan ikke bare sige, at det gør jeg fra i morgen, men vi skal drøfte det i regeringen - men jeg synes, det er et spændende forslag, siger Troels Lund Poulsen.
/ritzau/