Kulturminister Uffe Elbæk (R) siger, at han er blevet misforstået, da et nyhedsbureau mandag citerede ham for at sige, at racisme og homofobi på fodboldbanen kan undskyldes en gang imellem.
Fordboldspillernes fagforening, Spillerforeningen, krævede efterfølgende, at han trak sine kommentarer tilbage, hvilket har fået Uffe Elbæk til at udsende en pressemeddelelse.
"Jeg kan se, at mine udtalelser er blevet misforstået. Så lad mig slå fast, at racisme altid er helt uacceptabel. Jeg ved, at spilleforeningerne tager problemet meget alvorligt, og det bakker jeg op om. Som jeg har sagt tidligere, skal man som klub, spillerforening og politiker klart sige, at vi ikke finder os i det. Jeg har i mit arbejde gennem mange år gået op imod hadefulde udtalelser, og den linje fortsætter jeg som minister."
Oprindeligt blev Uffe Elbæk citeret for at sige, at "der skal være en vis tolerance, hvor man forstår, at der kan ryge en finke af panden under særligt pressede situationer. Det er der jo tit på banen."
Kommentaren fik Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup, til at sende en pressemeddelelse ud, hvor han blandt andet siger, at han ikke anerkender Kulturministerens udtalelser og opfordrede ham til at tage dem tilbage.
"Heldigvis har vi i Danmark en lov mod racisme, og heldigvis har FIFA og UEFA og de fleste nationale fodboldforbund som DBU og det engelske FA en nultolerance over for racisme i sport. Så i fodboldens verden er der etableret lovgivning mod racisme," siger Thomas Lindrup.